Læseprøve fra kapitlet: Kropsforskrækkelsen
I dag var der fokus på senfølger i nyhederne, rigtigt godt. For der er brug for at give alle os der kommer os efter kræft hjælp og vejledning.
For 11 år siden fik jeg konstateret brystkræft, jeg kom godt igennem og er stadig i live. Men sidste år fik jeg en henvisning til sundhedsteamet i Aalborg Kommune, om noget andet. Vejlederen, jeg talte med, spottede meget hurtigt, at der, hvor skoen virkelig trykkede, havde med mine senfølger efter kræftbehandlingen at gøre.
10 år efter! De små akvareller her ved siden af illustrerer hvilken proces det satte i gang i mig. Jeg havde haft en oplevelse i systemet, som jeg ved, jeg langt fra er alene om.
Kræftlægerne er dygtige og de er vildt gode til at tage sig af bivirkninger under behandlingen, men bagefter er fokus udelukkende på om kræften er væk eller på vej tilbage.
Jeg underkender på ingen måder vigtigheden af det. Hvem vil ikke gerne være i dygtige og kompetente hænder på det område? Men i forhold til min mentale og øvrige fysiske trivsel efter så voldsomt et forløb, som en behandling for brystkræft er, var der ingen hjælp at hente ved opfølgningssamtalerne.
Når jeg nævnte de ledsmerter som antihormonerne, jeg skulle tage de første fem år, afstedkom, kom der intet svar på det, men i stedet et næsten anklagende spørgsmål, om jeg da ikke værdsatte at forblive rask, i forskellige formuleringer.
På samme måde når jeg nævnte eller spurgte til andre af de ting, jeg har døjet med efter behandlingen, så havde det, som ikke havde at gøre med om der var kræft eller ej, ingen interesse.
Problemet i det er, at når jeg blev underkendt på den måde, så gjorde det noget uhensigtsmæssigt ved mig. Dybest set havde jeg jo bare, ligesom vi alle har det, brug for at blive set.
Der hobede sig en vældig uudtalt skamfølelse op i mig over de ting, jeg har døjet med helbredsmæssigt. Over at jeg kan savne mit gamle raske selv fra før kræften, over at jeg mærkede det, jeg nu engang mærkede.
At jeg og min krop da i virkeligheden ikke var værd at samle på, når jeg ikke kunne regne med de informationer den gav mig, og det da var mig som ikke var god nok, når jeg ikke mestrede det.
Der skulle kun to anerkendende samtaler og mine akvareller til for at løse op for dette. Det skulle bare have plads.
Igen med dette som eksempel: Jeg er så meget mere end min målbare krop, som lægerne kan diagnosticere og tilbyde indgreb og medicin. Jeg er også den fornemmelse, jeg selv har af min krop, den viden om hvad der er godt og skidt, den indsigt i hvad mit sind og min sjæl trives ved.
Og sådan er det for hvert eneste menneske.
