Jeg malede forpuppet i 2013, da jeg var ved at være ovre min kemo og mine strålebehandlinger for brystkræft.
For mig er det et billede på en træt krop, men en som de onde kræfter er ved at forlade, så det er i mine øjne et håbsbillede.
Andre får øje på noget meget voldsomt i det, som at jeg har malet min egen død. Det siger noget om, hvor meget der afhænger af øjnene der ser. Og også noget om, at når man deler sit billede med andre, så tilfører tolkningen ikke mere den der har malet det, men betragteren.
Billedet hænger nu hos mig, lidt skjult i min entre, men det er stadig håb jeg ser, hver gang jeg kigger på det.