Efterlysninger fra f.eks. forskere og journalister
Sat på siden 23. september 2007:
Forskning i afskedsbreve/dagbogsnotater
Kandidatstuderende ved Københavns Universitet efterlyser afskedsbreve og dagbogsnotater fra selvmordsofre i forbindelse med sociologisk studie i selvmordsbreve.
Formålet med opgaven er at undersøge årsagerne til selvmord først og fremmest ved at lytte til selvmordsofrenes egne begrundelser udtrykt med deres egne ord. Med dette mål for øje vil det derfor være relevant at studere afskedsbreve og eventuelle dagbogsnotater, da disse kan være med til at løfte sløret for de tanker og følelser som i værste fald fører til selvmord.
Det er mit håb, at jeg ved at søge svar blandt selvmordsofrenes egne udsagn kan bidrage til en mere nuanceret forståelse af de motiver som driver mennesker til at begå selvmord og i bedste fald gøre en lille indsats i forhold til at få gjort op med nogle af de mange fordomme som hersker i dag.
Der er brug for langt mere åbenhed omkring selvmord - både i det private og offentlige rum – hvis vi fortsat ønsker at blive bedre til dels at yde den rette hjælp, dels at forebygge selvmord fremover.
Eventuelle bidrag modtages helst med en note om køn og alder samt andre oplysninger som måtte være relevante for den rette forståelse af afskedsbrevets/dagbogsnotaternes indhold. Der gøres samtidig opmærksom på, at alle personlige oplysninger behandles fortroligt og at der på intet tidspunkt nævnes navne. Endvidere modtages også anonyme bidrag.
Alle bidrag bedes sendt til:
Charlotte Lehmann
”Post Restante” Platan Postkontor
Vesterbrogade 162
1810 Frederiksberg C.
Du er også velkommen til at skrive en mail til Charlotte, hvis du ønsker yderligere information. skriv til:Charlottes mail

