TANKER EFTER EN RETSSAG
En café-aften i foreningen Efterladte efter selvmord:.
Vi har alle været der. Prøvet at en af vore kære ikke længere fandt grund til at blive her i livet, prøvet at blive forladt, efterladt og ramt af et vores samfunds allerstørste tabuer og øresønderrivende tavshed.
Sammen har vi skabt en oase, et sted hvor vi ved vore historier kan rummes, fordi dem der sidder der sammen med os selv har været et lignende sted. Her druknes vi ikke i medlidenhed, men græder og griner sammen så tårerne triller.
Denne aften taler vi om en retssag der har vakt tanker i os alle sammen. En retssag der har berørt alle efterladte efter selvmord.
En 49-årig mand, der havde stået tiltalt for ikke at forhindret sin kæreste i at begå selvmord, blev den 3. august frifundet.
Flere af os har tænkt tanken, at hvis han var blevet dømt, hvad så med os? De af os der levede år eller måneder med frygten for hvornår det mon skete? Der nok kæmpede og stred med vore kære for at få dem til at vælge at blive her i livet, men som ikke magtede at vogte dem som drager 24 timer i døgnet?
Os der i dag må leve med en forfærdende tanke om, at vi jo havde en anelse? At da det var sket følte vi næsten, vi vidste, at det jo var det, der måtte ske?
Hvad med den læge, der ikke ville tvangsindlægge? Eller den psykiatriske afdeling der rationerede medicinen for at den ikke skulle bruges til selvmord?
Hvis denne mand var blevet dømt, hvor omfattende havde konsekvenserne så været. Burde vi og de der professionelt så til vore kære, så ikke også have været stillet for en domstol.
Han var tiltalt efter straffelovens § 253 stk. 1 hvor der står:
”Med bøde eller fængsel straffes den, som uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre undlader efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare.”
Den paragraf rammer i virkeligheden lige ned i det evige skyldsspørgsmål som en efterladt efter selvmord, kommer til at slås med. Og den er lige så upræcis som de selvanklager, man dunker sig selv i hovedet med i tiden efter selvmordet.
Kunne man have gjort noget? Kunne man have gjort noget andet? Set det komme? Forhindret det i at komme? Taget den telefon? Eller fulgt sin indskydelse og kontrolleret den man var bange for igen, igen? Hvad som helst, der havde ændret historien og forhindret selvmordet i at ske.
Vi var den aften uden undtagelse enige om, at alt skal prøves, intet må forsømmes. Men også at det menneske der virkelig vil at dette liv skal ende, det menneske kan ingen redde.
Nogle af os kan i dag til nøds forstå den lidelse der gjorde livet så uudholdeligt for dem vi holdt af, men ingen af os kan fatte at de ikke så, vi stod der med hænderne fremme for at hjælpe, med et ønske om at bære med og løfte. Kan ikke anerkende at dette måtte være løsningen.
Kun nølende anerkender vi at alle vores ’hvis – bare’ spørgsmål: Fik man ham tvangsindlagt – eller var man gået hen for at se efter – havde haft et øje på hver finger – at de måske havde betydet tragedien kunne være udskudt, men den ville være kommet - uanset.
Så længe der er liv, lever man i den første tanke, håber og kæmper og prøver.
Bagefter, når selvmordet er sket, bliver kampen en anden, så kæmper vi for at forstå. Så først kan man som efterladt se i øjnene, at dette her det ville han eller hun – og ville det så sammenbidt, at den forudgående opslidende kamp i virkeligheden var forgæves.
Så er det man pludselig for alvor kan forstå alle sine forudanelser og bange fornemmelser, til tider så meget, at man kan blive helt forvirret om hvad man vidste med sikkerhed forud og hvad man frygtede.
Og alle selvanklagerne skal fremføres og vendes og drejes – en domstol der nok i virkeligheden er hårdere end den juridiske nogensinde bliver – en proces der skal til på vejen til at blive et helt menneske efter tabet.
Den mulige skyld skal gås efter i sømmene, for at vi kan komme til at leve i fred med den. Derfor har den omtalte retssag berørt os alle så meget.
Og det blev en meget gribende aften for os der var sammen, fordi samtalen om retssagen, førte os tilbage til den allerførste hårde tid lige efter tabet, og alle de spørgsmål den tid var fuld af.
Skulle han så have været frikendt denne mand? Etisk set føles det rigtigt, at han blev det. Jeg er ikke jura-kyndig og kan derfor ikke svare på juraens vegne.
Men en ting ved jeg – det er godt og rigtigt at kæmpe for livet med næb og klør, så længe der er håb og noget at kæmpe for. Derfor skal det også altid være bestræbelsen både for medmennesket og for samfundet.
Men at berøve sig selv livet er ikke noget, man kan gøre noget andet menneske ansvarligt for, det ligger altid på den persons skuldre som ikke ville være her mere. Problemet er bare, at der kun er os efterladtes skuldre tilbage til at bære det – og vi er så alt for villige til at lægge de skuldre til.
Ingen, der overvejer at tage sit eget liv, bør være i tvivl om, hvilket kaos og hvilken smerte man efterlader hos dem, man forlader.
I foreningen Efterladte kæmper vi derfor indædt mod det tabu, som der hersker omkring selvmord, for større åbenhed er den eneste nøgle til at gøre sorgen blot en anelse lettere at bære.
Hanne Svensmark
